Det vakte lokal interesse, da den nyslåede regering i foråret rakte hånden ud mod Københavns Lufthavns naboer i regeringsgrundlaget.
Den socialdemokratisk ledede regering ville nemlig kigge nærmere på den statsejede lufthavns belastning af det nabolag, den ligger i. Det fremgår af regeringsgrundlaget, hvor der står, at regeringen vil »undersøge mulighederne for og tage initiativ til at mindske de forureningsmæssige gener for naboerne til Københavns Lufthavn med respekt for armslængdeprincippet for statens ejerskab af lufthavnen«.
Det har fået Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – der repræsenterer de landspolitiske partier i kommunalbestyrelsen – til at foreslå et brev til regeringen fra Dragør Kommune. Forslaget blev tidligere på måneden vedtaget i By-, Miljø- og Klimaudvalget. Brevet skal understrege, at »Dragør Kommune ønsker, at regeringen i dette arbejde har et særligt fokus på støj, partikelforurening, natflyvninger og motorafprøvninger«, som det hedder i dagsordenen, hvor der også ridses en historik op.
»Dragør Kommunes har i tidligere høringssvar vedrørende lufthavnen givet udtryk for dette og vil også opfordre til, at der ud over forureningsmæssige gener, også inddrages støjmæssige gener. Herunder særligt at der er fokus på at mindske støjgener i tidsrummet 23.00–06.00. Derudover vil partierne også opfordre til, at det overvejes, hvordan borgerne og nabokommunerne i endnu højere grad kan inddrages i processen,« lyder det i brevet.
Socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber, der er formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget, får således fornøjelsen af at skrive til sin egen partiformand og statsminister Mette Frederiksen. Det gør han gerne, bedyrer han.
»Vi bliver nødt til at sende et signal til Christiansborg om, at vi møder borgere, der i stigende grad er bekymrede og i stigende grad mærker gener fra lufthavnen. I denne sammenhæng er vi ikke en myndighed, men en part og nabo, og vores opgave er at tage bekymringen alvorlig,« siger han og peger på et særligt fokuspunkt:
»Noget af det væsentligste er at mindske støjgenerne om natten. Det er lykkes i andre internationale lufthavne, så jeg mener bestemt, at det også kan ske her. Det er i hvert fald et af de største røde flag, vi skal rejse som kommune, nabo og advokat for alle borgerne. Vi er det eneste formelle talerør for Dragør, og det er vigtigt, at vi handler.«
Nicolaj Bertel Riber og hans politiske kollegaer har forholdt sig kritisk til korte høringsfrister i de statslige styrelser, der står for planlægningen af den igangværende udvidelse af lufthavnen. Her har protester ikke ført til længere frister – men han forventer, at regeringen vil lade sig påvirke.
»Når regeringen selv skriver i sit regeringsgrundlag, at der er fokus på sagen, har jeg svært ved at forestille mig, at de ikke tager en henvendelse fra en nabo til sig. Og så synes jeg også, at vi skal bruge det til at bringe debatten tilbage på sporet. Det handler ikke om, hvorvidt der skal være en stor, international lufthavn eller ej. Det handler om, at der er ting, man kan arbejde med og tage alvorligt, samtidig med, at vi anerkender, at lufthavnen også er en stor gevinst med mange arbejdspladser,« siger udvalgsformanden.