Dagplejen fuldt belagt – men mangler nye folk

At der jævnligt skal følges op på, hvordan det går med dagplejen, er en del af budgetaftalen for 2027–2030. Nyeste status viser, at dagplejen er fuldt belagt med børn – men at det er meget svært at rekruttere nye dagplejere, og det kan blive kritisk på lang sigt.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 3 min læsetid
Dagplejen fuldt belagt – men mangler nye folk
Dragør Kommune har – lige som mange andre kommuner – problemer med at finde nye dagplejere. Arkivfoto: TorbenStender

Hvordan går det egentlig i dagplejen? Det har Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget netop haft en orientering på dagsordenen om. Det har de, fordi »En ansvarlig opfølgning af dagplejen« står som et punkt i den budgetaftale for de næste fire år, som Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og SF er enige om.

Forvaltningen har derfor gjort rede for, at der lige nu er tre dagplejere og to gæstedagplejere i Dragør Kommune. Dagplejen passer aktuelt 11 børn og er fuldt belagt, fordi to af de faste dagplejere kan have fire børn, mens den tredje kan have tre.

På ventelisterne konstaterer forvaltningen også, at der fortsat er efterspørgsel efter dagplejen, da fem familier i de første par måneder af 2027 har dagplejen som førsteprioritet, og en har den som tredjeprioritet.

Svært at rekruttere

Der er dog pt. ikke udsigt til at kunne udvide dagplejens kapacitet. Det vil sige, at man kun kan få plads her, når et barn rykker fra dagpleje til børnehave. For kommunens indsats for at ansætte flere dagplejere har ikke båret frugt. Dragør Kommune har i løbet af de sidste to år slået en dagplejestilling op tre gange, men trods i alt seks ansøgninger har de ikke kunnet finde nogen, der var kvalificeret.

»Der har været forskellige årsager til, at ansøgerne ikke er blevet ansat. Det kan for eksempelvis skyldes, at ansøgeren ikke er bosat i Dragør Kommune, eller at de faglige eller personlige forudsætninger vurderes utilstrækkelige til at varetage opgaven. En ansøger har trukket sin ansøgning tilbage efter samtale om krav og forventninger til stillingen som dagplejer,« lyder det fra forvaltningen i sagsfremstillingen.

Dagplejen er sårbar

Udvalgsformand Henrik Kjærsvold-Niclasen (V) konstaterer, at der også på landsplan er udfordringer med at finde dagplejere.

Umiddelbart har han dog ingen løsningsforslag, da han mener, Dragør Kommune har delt stillingsannoncer vidt og bredt, arbejdet med tilbud om uddannelse og opkvalificering til dagplejere, lavet foldere om dagplejere og delt dem ude, hvor børnefamilier færdes, samt holdt Åbent Hus på Dagplejernes Dag.

»Vi har gennem flere år arbejdet for at bevare dagplejen som et vigtigt alternativ til vores vuggestuer. Og det er positivt, at der fortsat er familier, som efterspørger tilbuddet, og at vores nuværende dagplejere har fuld belægning,« forklarer han og fortsætter:

»Men vi må også erkende, at det er blevet stadig vanskeligere at rekruttere nye, kvalificerede dagplejere. Vi har forsøgt forskellige tiltag, men uden det ønskede resultat.«

Forvaltningen konstaterer også i sin samlede vurdering af dagplejen, at den er sårbar.

»Det begrænsede antal dagplejere, samt de stigende rekrutteringsudfordringer sammenholdt med et faldende børnetal gør dagplejetilbuddet sårbart. Administrationen har ikke set tegn på ændring i udviklingen,« lyder det i sagsfremstillingen.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser