Ny driftsform på Enggården koster kommunen ekstra

Fra næste år er det planen, at OK-Fonden overtager den daglige drift af Enggården. Men den nye driftsform betyder samtidig ekstra udgifter for Dragør Kommune. I den nye budgetaftale er der afsat godt to millioner kroner over tre år til overgangen.

F
Af Freja Bundvad
| | 3 min læsetid
Ny driftsform på Enggården koster kommunen ekstra
Selvom Enggården står over for et ejerskifte, bliver plejehjemmet ikke billigere for kommunen. Arkivfoto: Thomas Mose

Det bliver ikke kun navnet på Enggårdens driftsherre, der ændrer sig ved årsskiftet. Økonomien skal også skrues sammen på en ny måde.

Hvis kommunalbestyrelsen som planlagt giver sin endelige godkendelse på torsdag, skal OK-Fonden overtage den daglige drift af plejehjemmet fra 1. januar 2027. Dermed går Enggården fra at være et kommunalt plejehjem til at blive drevet som en selvejende institution.

Og skiftet kommer med en ekstra regning for Dragør Kommune.

I budgetaftalen for 2027–2030 har Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og SF afsat 670.000 kroner om året til det, der beskrives som »øgede udgifter i forbindelse med denne overgang«. Over tre år løber det op i godt to millioner kroner.

Hvad merudgiften på 670.000 kroner konkret består af, bliver ikke foldet yderligere ud i budgetaftalen – men pengene er altså allerede sat af, selv om kommunalbestyrelsen først den 24. september skal tage endeligt stilling til Enggårdens nye driftsform.

Kommunen er stadig med

Selvom OK-Fonden overtager den daglige drift, siger Dragør Kommune ikke farvel til Enggården.

Kommunen vil fortsat have myndighedsansvaret, stå for visitationen og fastlægge de overordnede krav til kvalitet og serviceniveau. Det er også fortsat kommunen, der skal føre tilsyn og følge op på blandt andet kvalitet, økonomi og patientsikkerhed.

Det bliver heller ikke alle funktioner på Enggården, der flytter med over til OK-Fonden – produktionskøkkenet bliver på kommunale hænder.

Har allerede fået et løft

De nye midler kommer efter nogle år, hvor politikerne i forvejen har sendt ekstra millioner i retning af Enggården.

I budgetterne for 2024, 2025 og 2026 er der samlet afsat 5,2 millioner kroner til bedre normeringer på plejehjemmet. Dertil kommer to millioner kroner til at implementere faglige modeller og standarder.

Med OK-Fonden som driftsherre får Enggården blandt andet adgang til fondens faglige netværk og specialistkompetencer. Det skal være med til at styrke blandt andet kvalitet, ledelse og rekruttering på plejehjemmet.

I budgetaftalen beskriver forligspartierne målet med overgangen som at give Enggården »de bedste organisatoriske muligheder« for at sikre en høj plejefaglig og omsorgsmæssig standard for beboerne.

Hvis kommunalbestyrelsen godkender aftalen, er planen, at OK-Fonden overtager den daglige drift fra 1. januar 2027.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser