Støj fra virksomheden Newrest, der ligger på A. P. Møllers Allé og leverer flymad til lufthavnen, har generet borgerne i området i flere år. Det viser et notat, Dragør Kommune har lavet på borgmester Kenneth Gøtterups (K) anmodning.
Notatet har fået Konservative, Venstre og Socialdemokratiet til at stille forslag om, at der skal sættes hårdere ind over for virksomheden.
»Naboerne derude har rakt ud og fortalt, at de føler sig voldsomt generet af støjen. Og jeg har også været hjemme hos en af dem for at høre støjen og tage en dialog om generne. Jeg kan se, der er udfordringer, og at der er behov for, at vi strammer op på opfølgningen, og det gør vi så nu,« forklarer Kenneth Gøtterup.
Lovlig virksomhed – men ulovlig støj
Newrest ligger i Dragør Kommune, men det er Tårnby Kommune, der er miljømyndighed. Det betyder, at det er dem, der skal håndtere støjklager, lave støjmålinger og give virksomheder påbud, hvis de ikke lever op til lovgivningen – samt følge op på, at de følger påbuddene.
Men efter at de tre partiers forslag netop er blevet vedtaget på By-, Miljø- og Klimaudvalgsmødet, har Dragør Kommune nu mandat til at følge Tårnby Kommunes sagsbehandling tættere og at indgå i en dialog med både Newrest, Københavns Lufthavn og Sund & Bælt.
»Borgerne har haft to perspektiver i det her: Er det overhovedet lovligt, at Newrest ligger der? Og overholder de støjgrænserne? Forvaltningens notat har klargjort, at plangrundlaget for, at Newrest ligger der, er i orden. Men det har også vist, at der over de sidste tre år har været udfordringer med, at de ikke overholder støjgrænserne, at de har fået en række påbud, har fulgt nogen af dem, men at man også har måttet true med politianmeldelse. Min umiddelbare vurdering er, at man er lige lovlig lang tid om at efterleve reglerne,« konstaterer borgmesteren.
Hvor blev støjdæmpende rampe af?
Der er lavet støjmålinger i både 2023, 2024 og 2026, der alle har vist, at Newrest ikke har overholdt støjgrænserne, og hver gang har virksomheden fået påbud om at sætte forskellige støjdæmpende indsatser i værk. Blandt andet etablering af en støjvæg og støjdæmpende ramper til lastbilerne.
Støjvæggen blev efter flere rykkere indført. Men i forvaltningens notat til borgmesteren ser det ikke ud til, at den støjdæmpende rampe nogensinde er blevet etableret, fordi den, man forsøgte at lave, ikke levede op til arbejdsmiljølovgivningen.
To gange undervejs har Tårnby Kommune som miljømyndighed meddelt Newrest, at virksomheden ville blive politianmeldt, hvis de ikke levede op til påbuddene. Men en politianmeldelse er det aldrig endt med, og hvilke tidsfrister, der har været for virksomheden, står ikke helt klart.
»Vi kan ikke blande os i Tårnby Kommunes sagsbehandling, men vi kan følge op, så vi sikrer en mere konsekvent sagsbehandling. Det er et ansvar, vi kan tage på os, som vi ikke har gjort før. Men nu vil vi være tættere på processen og sørge for, at hvis vi siger, vi politianmelder, skal der være tidsfrister og opfølgning. Dermed øger vi også presset på virksomheden og siger: Få nu styr på det her. Jeg har en klar forventning om, at der bliver strammet op,« siger Kenneth Gøtterup.
Måske kan logistik ændres
På udvalgsmødet fik borgmesteren som nævnt også mandat til sammen med forvaltningen at kontakte Newrest og ejeren af den bygning, virksomheden ligger i, for at tage en dialog om, at reglerne altså skal efterleves. Derudover skal borgmesteren tale med både lufthavnen og Sund & Bælt om muligheden for at ændre på logistikken i området.
»Dragør Kommune har ansvaret for vejen, lufthavnen for porten og Sund & Bælt skal bygge et dige. Kan vi i fællesskab finde frem til en anderledes trafikafvikling, så trafikken fra Newrest måske kan flyttes om på vestsiden og ind ad en port gennem lufthavnen? Det vil give langt mindre støj. Jeg kan ikke love, det lykkes. Men det kan vi først vide, hvis vi får sat os rundt om et bord med alle parter og kigget på tegninger,« siger Kenneth Gøtterup.
Udvalgsbeslutningen er endelig og skal ikke forbi kommunalbestyrelsen. Kenneth Gøtterup går derfor straks i gang med at række ud til alle parter.
Hvad kan kommunen reelt gøre?
Hvilke værktøjer har en kommune/miljømyndighed, hvis en virksomhed ikke overholder miljølovgivningen omkring støj:
- Henstilling – indskærpelse om at reglerne eller støjgrænserne skal overholdes inden for en kort frist.
- Påbud, der kræver, at virksomheden dæmper støjen, ændrer sine arbejdstider, opfører støjskærme eller udfører tekniske ændringer på maskiner inden for en fastsat tidsfrist.
- Forbud mod hele eller dele af driften eller specifikke aktiviteter.
Hvis påbud ikke følges:
- Bøder
- Politianmeldelse
Kilde: Miljøbeskyttelsesloven
Ligger Newrest lovligt?
Dragør Kommunes vurdering: Ja. For ejendommen er omfattet af Dragør Kommunes Lokalplan 27, der kan anvendes til servicevirksomheder med tilknytning til lufthavnen.
Lever Newrest op til støjkravene?
Dragør Kommunes vurdering: Adskillige støjmålinger har vist fra 2024–2026 viser, at Newrest ikke har levet op til gældende støjkrav, og at de ikke har fulgt Tårnby Kommunes påbud om at kortlægge og nedbringe støjen efter Miljøbeskyttelseslovens paragraffer. To gange har Tårnby Kommune truet med at indgive politianmeldelse, hvis virksomheden ikke strammede op.
Kilde: Notat: Newrest – plangrundlag, støjforhold og myndighedsopfølgning, Dragør Kommune, 21. oktober 2026